Henrik Ibsen: Terje Vigen

Der bode en underlig gråsprængt en
På den yderste, nøgne ø;-
Han gjorde visst intet menneske mén
Hverken på land eller sjø;
Dog stundom gnistred hans øjne stygt; -
Helst mod uroligt vejr, -
Og da mente folk, at han var forrykt,
Og da var der få, som uden frygt
Kom Terje Vigen nær.

Siden jeg så ham en enkelt gang,
Han lå ved bryggen med fisk;
Hans hår var hvidt, men han lo og sang
Og var som en ungdom frisk.
Til pigerne havde han skjemtsomme ord,
Han spøgte med byens børn,
Han svinged sydvesten og sprang ombord;
Så hejste han fokken, og hjem han foer
I solskin, den gamle ørn.

Nu skal jeg fortælle, hvad jeg har hørt
Om Terje fra først til sidst,
Og skulde det stundom falde lidt tørt,
Så er det dog sandt og visst;
Jeg har det just ej fra hans egen mund,
Men vel fra hans nærmeste kreds, -
Fra dem, som stod hos i hans sidste stund
Og lukked hans øjne til fredens blund,
Da han døde højt opp' i de treds.

Resten av diktet her.